PÅ BESØG HOS PROMOVEC
BRAGT I CYKELBRANCHEN, JUNI 2020
HVORDAN BEGYNDTE DET HELE?
Oprindeligt var Jesper beskæftiget indenfor elektriske køretøjer beregnet til ældre mennesker. Som ingeniøruddannet lå det lige for at arbejde med udvikling af tekniske produkter, men på et tidspunkt kom drømmen om at have sin egen virksomhed til at fylde så meget, at Jesper sagde sit job som produktionschef op. Jesper etablerede derefter et samarbejde med en god ven, som er uddannet udviklingsingeniør. Snart fik de sammen et agentur på elscootere fra Taiwan, og på et tidspunkt gik salgsturen forbi Sahl Cykler i Skjern for at høre, om de ikke ville sælge ældrekøretøjer. Sahl Cykler henviste til Mosquitos hovedkontor, og der blev aftalt deltagelse i deres interne messe.
Jesper: På messen kom der spørgsmål om, hvorfor vi ikke kiggede lidt på ”de der” elektriske cykler. I 2003 blev kufferten pakket – turen gik til Kina. Snart begyndte vi at sælge elcykler, men problemet var kvaliteten, så i 2006 besluttede vi os for at udvikle vores egne produkter. Når man udvikler sit eget, kender man det hele til bunds, og man kan bruge sin baggrund og erfaring til at udvikle og producere noget godt.
Efterfølgende fik vi en lokal cykelhandler, Jan Rasmussen fra Aarhus, med ombord, og efter et par år havde vi en elcykel klar. Det var i maj 2008, at den første Promovec elcykel blev leveret. Vi udviklede løsningen og fik den produceret på Taiwan.
Det var nærmest en choknyhed indenfor elcykler, og én af de store spillere på markedet (HF) spurgte, om vi ville levere noget til dem. Det var naturligvis en kæmpe mulighed for os. I 2009 kunne HF lancere elcykler, som vi havde udviklet for dem. På det tidspunkt var vi 10 – 12 medarbejdere her i Promovec. I dag er vi 50 i Danmark og 15 i udlandet. Vores forretningsgrundlag blev at udvikle elcykler til andre. Nogle eksempler er Raleigh, Winther, Nishiki, Centurion, Christinia , Nihola og Trio Bike. I udlandet har vi det engelske Batribike, Granville i Belgien og Evo i USA og Canada.
I 2011 – 2012 skete der igen noget interessant for os: Flere cykelfabrikker spurgte, om de hos os kunne købe de komponenter, der gør en elcykel til en elcykel. I dag bruger mange vores el-dele – motor, batteri, display, det vil sige, dét vi slet og ret kalder ”e-kittet”. F.eks. i Italien har vi et interessant nichemarked, hvor vores kunder ikke selv har ressourcerne til det med el-systemet, service, installationsvejledning og den professionelle omgang med det at levere elcykler. Kittet er udviklet til det ”hårde”, skandinaviske klima, og virker det i Danmark, Norge og Sverige, virker det også i det store udland, f.eks. USA og Canada.
HVOR ER PROMOVEC I DAG?
I dag er vi et sted, hvor vi har fundet en god balance mellem pris og kvalitet.
Service har altid været en del af vores DNA – faktisk et hjertebarn for os og helt uundværligt, når talen falder på elcykler. Vi har 6 seks mand på serviceværkstedet. Det er servicemedarbejdere, der er uddannet cykelmekanikere. Det nytter ikke, at man blot får en besked om, at man bliver kontaktet af en, der ved noget om emnet. ”Den søde person i røret” dur ikke alene. Kunderne skal have svar nu, og med vores koncept kan forhandleren gå direkte til os og få svar med det samme. Samtidig er det jo også en spændende og god udfordring for uddannede fagfolk at arbejde for os.
I HAR EGEN BATTERIPRODUKTION OG SERVICEVÆRKSTED?
Ja, batteriproduktionen går egentlig tilbage til 2018, hvor tankerne om batteriproduktionen begyndte: Vi var nummer to i Europa som producent af batterier til elcykler, hvor vores processer er meget automatiserede. Den grønne vinkel er vigtig her: Batteriet skal ikke sendes fra Kina, vores eget batteri er produceret under miljørigtige forhold, og vi kommer tættere på markedet.
Det var en stor beslutning med batteriproduktionen, særligt i forhold til reklamationer har man overvejelser, men det har vist sig, at vi er kommet godt fra start, og at vores testprocedure (funktionalitet og belastning) har været rigtig og nødvendig. Vi har haft god gavn af et joint-venture projekt, hvor vi samarbejder med en meget erfaren spiller på området.
Vi er lykkedes med at finde en løsning, hvor merprisen for vores grønne batteri kun er kr. 500 for slutbrugeren, når man sammenligner med det, som vi tillader os at kalde et ”sort” batteri.
HVAD ER JERES STRATEGI I FORHOLD TIL MARKEDET?
Vi laver noget, der er meget dansk at se på. Vi er på den måde med til at markedsføre den danske cykeltradition og det danske cykeldesign, altså at sætte Danmark på verdenskortet. Kvalitet er det helt overordnede parameter for os. Vi skal og vil have et troværdigt produkt – vi er et ingeniørfirma med den tekniske baggrund i orden. Produktet skal derfor også være bæredygtigt. Ikke kun ved brugen, men også selve fremskaffelsen og produktionen skal være i denne ånd: Vi har klare aftaler på såvel reparation og genbrug af motor- og batteridel, hvorved vi får så lang en levetid som muligt. I øvrigt kan metallerne i batterierne genbruges, hvor vi blandt andet har en tysk aftager, der har en meget høj genanvendelsesprocent.
Vi sigter efter at udfase plastik og bruger kun FSC-pap, som er genanvendeligt. Vi er helt bogstaveligt gået fra den sorte, farverige emballage til den kedelige, men fornuftige. Hele vores energiforbrug er grønt: Elbiler, grøn server, LED-lys og varme som energikilde. Det interessante er, at det faktisk ikke en gang er dyrere, og så er det samtidig nemmere, end man regner med. Det hele handler om at skabe fremtidens bæredygtige elcykel. Kvalitet, design og troværdighed.
HVAD GØR I FOR AT MARKEDSFØRE JER?
I forhold til den grønne profil: Vi vil gerne fortælle historien, og det kan ikke gøres mange gange nok. Desuden har vi ændret logo, således vi har det danske flag med, og batterierne producerer vi som nævnt her i Danmark nu, hvor vi har egne instruktionsvideoer på Youtube, som kunderne kan bruge. Disse digitale processer er også med til at minimere vores trykte materialer – igen for at styrke bæredygtigheden. Alt i alt et dansk udviklet produkt, der er grønt – det er dét valg, slutkunden skal træffe.
Vi leverer kun til leverandørleddet, men vi får stadigvæk meget input fra forhandlerleddet, hvilket er særdeles positivt. Det er jo i sidste ende dér, slaget skal slås og historien fortælles og forstås! Leverandørerne har varelageret og de rette brands – vi kommer med teknikken!
HVOR ER PROMOVEC OM 2 – 3 ÅR?
Vi forventer en fordobling af omsætningen indenfor 3 år og at blive større i udlandet via eksport til Sverige, Italien, Frankrig og England. Derfor forventer vi også, at medarbejderstaben skal udvides – specielt på teknikere, servicemedarbejdere, sælgere og ikke mindst softwareingeniører – for en stor del af køreoplevelsen ligger jo i softwaren.
Skrevet og bragt af: THOMAS JOHNSEN, DIREKTØR FOR DANSKE CYKELHANDLERE.